Behandling og prognose

BEHANDLING OG PROGNOSE

Behandling af autoimmun hjernebetændelse tilsigter at hæmme immunsystemet overreaktion og fjerne de sygdomsfremkaldende antistoffer.


De fleste inddeler behandlingen i den primære (1. linje) behandling og en mere avanceret (2. linje) behandling. 2. linje behandling anvendes hos patienter hvor 1. linje behandlingen svigter.

Primær (1. linje) behandling:


Den primære behandling vil ofte være en kombination mellem binyrebarkhormon (steroid) og enten immunglobulin eller plasmaferese. Der er ikke påvist forskel i behandlingseffekt mellem immunglobulin og plasmaferese.

Binyrebarkhormon er et hormon som dannes i kroppen naturligt. Det virker godt ved sygdomme hvor immunsystemet er overaktivt og anvendes ved mange sygdomme.
Man vil i reglen ofte starte behandlingen med binyrebarkhormon i drop i 5 dage, hvorefter man overgår til tabletbehandling som man aftrapper over tid.

I forbindelse med binyrebarkhormonbehandling vil man skulle indtage ekstra kalktilskud ligesom man vil foretage en knogleskanning. Dette skyldes at binyrebarkhormon kan afkalke knoglerne. Man vil ligeledes kontrollere blodsukkerværdier idet disse kan stige under behandlingen.

Grundet bivirkninger ved langvarig binyrebarkhormonbehandling vil man ofte vælge at tillægge såkaldt ”steroidbesparende medicin”. Dette kan være præparater som f.eks Azathioprin eller metotrexat. Disse kan over tid erstatte brugen af steroid og har færre bivirkninger.

Immunglobulin (IVIg) er antistoffer oprenset fra raske personer. Behandlingen gives i drop i 5 på hinanden følgende dage. Immunglobulin vil hæmme effekten af de sygdomsfremkaldende antistoffer. Denne effekt indtræder over dage til uger og fortsætter altså selvom behandlingen kun gives i 5 dage.

Plasmaferese er en filtration af blodet. Tanken er at man kan filtrere de sygdomsfremkaldende antistoffer og andre skadelige stoffer ud af blodet. Behandlingen kræver at man anlægger en slange (kateter) i en dyb blodåre i brystet. Man filtrerer blodet typisk over 5 seancer (hver anden dag). Effekten indtræder som ved immunglobulinbehandlingen over tid.


Avanceret (2. linje) behandling:
Hvis patienten ikke bedres på den primære behandling, vil man ofte tillægge mere avanceret behandling til at hæmme immunsystemet. Oftest vil det dreje sig om behandling med Rituximab eller cyklofosfamid.

Rituximab er et antistof som er rettet imod en bestemt celletype i immunsystemet (B cellen). Det er den celletype som danner de sygdomsfremkaldende antistoffer. Medicinen kan gives efter flere regimer men gives i drop. Det vil ofte være flere behandlinger over flere uger. Medicinen vil fjerne immunsystemets B celler og dermed kan der ikke dannes antistoffer.

Cyklofosfamid er et stof som hæmmer immunsystemet mere bredt. Det har derfor flere bivirkninger. Midlet kan gives i drop eller som tabletter. Det må ikke gives til kvinder der skal være eller er gravide. Præparatet anvendes kun sjældent.

 

Symptomatisk behandling:
Nogle patienter med autoimmun hjernebetændelse er præget af psykiatriske symptomer og epileptiske anfald. Udover hæmning af immunsystemet anvendes derfor ofte forskellige former for antipsykotisk medicin og epilepsimedicin.


Prognose:

Prognosen for langst de fleste patienter er god. Da sygdommene forårsages af sygdomsfremkaldende antistoffer, vil fjernelse af disse i reglen medføre bedring. Tiden til fuld restitution kan dog være lang og der vil ofte være behov for genoptræning.

Hos patienter med underliggende kræftsygdom vil prognosen afhænge af typen af kræft. Underliggende kræftsygdom er dog sjælden ved autoimmun hjernebetændelse.